|
Vej- og kloakfonde for de private fællesveje i område 1.
På generalforsamlingen i 2011 lovede bestyrelsen at indsamle informationer om, hvordan man opretter en vej- og kloakfond.
Vej- og kloakfonds udvalg
Grundejerforeningen har derfor nedsat et vej- og kloakfonds udvalg.
Udvalgets opgaver er:
- At samle og formidle oplysninger vedrørende vej- og kloakfonde, og hvad dertil hører.
- At være behjælpelig med at starte en vej- og kloakfond.
- At være kontaktformidler mellem de forskellige nye vej- og kloakfonde.
- At indhente tilbud på større arbejder, som med fordel kan udføres i fællesskab.
Område 1. området uden vejfonde*
Område 1 omhandler de huse, der blev bygget først i 70érne, og er den ældste del af Spirens område. (link til kort: Områdeopdeling 1, 2 og 3) I dette område er der 225 grundejere, hvoraf de 54 er beliggende ud til stamveje, som kommunen holder. De resterende 171 bor ved private fællesveje, og er fordelt på 17 veje, hvis længde varierer fra 50 til 200 meter. De fleste veje er dog omkring 100 meter lange. På de 17 vejstykker svinger antallet af grundejere fra 5 til 16. Alle veje er 5 meter brede, bortset fra indkørslen til Morelvænget, som er 6 meter.
*Morelvænget 1-15, 2-12 og Egevænget 2-22 har vejfonde med frivilligt medlemskab.
Grundejernes forpligtigelser
I lov nr. 1537, Lov om private fællesveje(https://www.retsinformation.dk/forms/r0710.aspx?id=135209), også kaldet Privatvejsloven, kan alle oplysninger om en privat fællesvejs indretning og vedligeholdelses-forpligtigelser findes.
Vejbidragsloven er en del af denne lov, og siger noget om fordelingen af udgifterne ved en vejs vedlige-holdelse
Lovstof er generelt svært at sætte sig ind i, bl.a. fordi det indeholder mange henvisninger, som der skal holdes styr på, og disse love er ingen undtagelse.
Vej- og kloakfonde
Morelvænget 1-15, 2-12 og Egevænget 2-22, er de eneste af de markerede veje på kortet (link til kort over veje uden vejfonde), som har en vejfond. Medlemskab af deres vejfonde er frivilligt, og indtil dato har alle vejenes grundejere været medlem. Medlemskabet af en vejfond bør tinglyses på ejendommen, og dette kan gøres af et tinglysningsfirma for ca. 500,- kr. pr. grundejer + del af tinglysningsgebyret, som er 1400,- kr. for hele vejen (priser pr. november 2011). En vej- og kloakfond skal selvfølgelig have en bestyrelse, og nogle vedtægter. Et udkast til vedtægter kan ses her. (Vejfond vedtægter). Flere veje kan gå sammen om at oprette en vej- og kloakfond, hvis der kan opnås enighed om det.
I punktform vil det komme til at se sådan ud:
- Finde ud af om der er tilslutning til at oprette en vej- og kloakfond.
- Stiftende generalforsamling.
- Oprette en foreningskonto i et pengeinstitut.
- Når fonden har penge til det, bør man få tinglyst medlemskabet af fonden.
Hvis vejen trænger til asfalt
Det er ikke nødvendigt, at der er en vejfond, hvis ens vej trænger til et nyt slidlag. Grundejerne kan i enighed, indhente et tilbud fra 2 el. 3 asfaltfirmaer, få arbejdet udført, og deles ligeligt om betalingen. Kan man ikke blive enige, og vejen trænger, kan en af vejens beboere, bede kommunen om at vurdere vejen. Vurderer kommunen at vejen trænger til reparation, giver de besked til alle vejens beboere, om at arbejdet skal udføres. Kan der stadigvæk ikke opnås enighed om det blandt vejens ejere, kan kommunen lade arbejdet udføre for ejernes regning. Det vil i givet fald blive dyrere, når det kun drejer sig om en enkelt vej.
Huller i vejen
Huller i en vej bør repareres hurtigst muligt. De fleste asfaltfirmaer har små arbejdshold, som hurtigt kan klare opgaven. Da alle på vejen skal være med til at betale for reparationen, også selvom hullet er ud for din grund, bestiller man selvfølgelig ikke nogen til at klare opgaven, før man har snakket med de andre på vejen.
Hvad koster det at få asfalteret
Vej- og kloakfonds udvalget har modtaget et tilbud på asfaltering af alle de nummererede veje på kortet (link til kort over veje uden vejfonde). I tilbuddet er der også en pris på udførelsen af en gennemsnitsvej, og ud fra det, kan vi se, at det vil blive mere end 35% dyrere at få asfalteret en enkelt vej, frem for alle vejene på en gang. Hvis der kan skaffes tilstrækkelig tilslutning, vil det komme til at koste den enkelte grundejer ca. 6.000,- til 8.000,- kr. inkl. moms, ud fra det modtagne tilbud, som tager forbehold for prisændringer fra nu og frem til en evt. udførelse. For dette beløb vil vejen få repareret evt. ujævnheder og udlagt et 2 cm slidlag, bestående af flex asfalt. Fræsning ved vejstart og hævning af afløbsriste er også med i dette beløb. Alt afregnes af de enkelte veje direkte med asfaltfirmaet, efter nærmere aftale. Grundejerforeningen Spiren har ikke noget med økonomien at gøre. Udvalget forventer at asfalteringen først skal foregå i sommeren 2013, for de veje som ønsker at være med.
Kontaktpersoner
Som nævnt i det udsendte brev, skal hver vej have en kontaktperson, som skal undersøge om der blandt vejens beboere er enighed om at vejen skal asfalteres. Denne kontaktperson findes ved at alle på vejen foreslår den person, som de mener er bedst til opgaven. Forslaget mailes til foreningen på info@spirentranbjerg.dk. Har man ikke selv mulighed for at gøre det, vil naboen sikkert gerne hjælpe. En fra udvalget, vil så tage kontakt til den, som flest har peget på.
Vej- og kloakfonds udvalget
|